

Specialer
Arbejdsrelateret stress og belastningsreaktioner
- Få hjælp til at bearbejde svære belastninger i dit arbejde og de psykiske følger heraf. Det kan dreje sig om stresstilstande, udbrændthed og belastningsreaktioner. Foruden behandling af arbejdsrelaterede psykiske lidelser kan jeg hjælpe med afklaring af din arbejdsmæssige situation, tilbagevenden til arbejde eller eventuelt karriereskifte.
Søvnproblemer
- Hjælp til at få et sundt søvnmønster og derigennem større velbefindende og energi i hverdagen, så du kan være dén udgave af dig selv, som du ønsker og frisat af tyngende træthed eller tristhed.
Depression
- Genvind håbet og troen på at dit liv kan ændres til det bedre. Slip ud af negative tankemønstre og selvkritik og oplev, at livsappetit og overskud kan vende tilbage.
Angstlidelser
- Særligt socialangst, panikangst og fobier. At være i verden på en måde, hvor angsten ikke får lov at tage over, så du er i kontrol og kan gøre de ting, du gerne vil.
Relationsudfordringer
- Få brudt et gammelt, fastlåst mønster, så du kan forstå dig selv og andre bedre.
Livskriser
- Opnå afklaring, ro, retning og mening, efter en særlig svær hændelse, som eksempelvis tabet af en betydningsfuld person, skilsmisse eller fyring.
Nedenfor kan du læse lidt mere om de interesseområder, som jeg har særlig erfaring med at arbejde indenfor. Du vil også blive klogere på, hvordan jeg anskuer og arbejder med temaerne.
Livskriser og svære overgange
– Sorg, forvirring og depressive tilstande
Når livet gør ondt f.eks. ved skilsmisse, dødsfald, fyring eller andre eksistentielle livskriser, kan det være svært at se mening og finde livsstyrke. Her hjælper jeg dig med baggrund i Acceptance and Commitment Therapy (ACT) og metoder fra blandt andet belastningspsykologien og den eksistentielle psykologi. Du vil få støtte og hjælp til at være i krisen, styrke din evne til egenomsorg og finde vej til et nyt og meningsfuldt ståsted i livet.
Arbejds- og arbejdspladsrelateret stress
Alt for mange bliver desværre udsat for belastninger i deres arbejde, der kan medføre sygemeldinger og psykisk lidelse. Fra mit arbejde på arbejdsmedicinsk afdeling har jeg erfaring med at arbejde med psykiske lidelser opstået som følge af forskellige belastninger i arbejdslivet, herunder samarbejdsproblemer og konflikter, ledelsesmæssige problemer, manglende anerkendelse, uretfærdighed, chikane, krænkelser, trusler eller vold.
Søvnproblemer
Søvnproblemer i form af vanskelighed med at falde i søvn, sove igennem eller tidlig opvågn opstår ofte i forbindelse med psykiske lidelser. Samtidig kan søvnproblemer forværre symptomerne på den psykisk lidelse og stå i vejen for bedring. Derfor kan behandling af søvnproblemer være en vigtig del af den terapeutiske behandling. Her benytter jeg en veldokumenteret behandlingsform: kognitiv adfærdsterapi for insomni (KAT-I) til behandling af søvnmangel. I behandlingen arbejder vi systematisk med søvnvaner og tanker forbundet med søvn. Ligeledes kan behandlingen involvere brug af individuelt tilrettelagte søvnrestriktionsprotokoller.
Angstlidelser
Jeg tilbyder behandling af en række angstlidelser, f.eks.
præstationsangst, socialangst, generaliseret angst, panikangst
og fobier. I trygge rammer arbejder vi sammen henimod gradvist at
mindske din angst og dine kropslige reaktioner. I terapien arbejder vi sammen ud fra en eksponeringsmæssig tilgang til angstlidelser.
Relationsudfordringer
Nære menneskelige relationer har stor betydning for vores psykiske sundhed og trivsel. Samtidig er psykiske problemer ofte et resultat af relationelle tab eller afsavn. Oplevelser af ensomhed, at miste en kær, udfordringer i familien eller med kollegaer kan fylde så meget, at det kan føre til stress, depression eller angst. Jeg benytter interpersonel terapi, der har fokus på at opbygge meningsfulde relationer og komme videre fra relationer, der har medført smerte. Terapien er samtidig velegnet i forbindelse med eksempelvis skilsmisse, sygdom og pensionering. Sigtet med terapien er at bane vej for at skabe positive forandringer i relationerne i dit liv.

