

Interpersonel psykoterapi
Hvad er Interpersonel psykoterapi?
Interpersonel psykoterapi (IPT) blev først udviklet til behandling af depression, og effekten af behandlingen er underbygget af flere store randomiserede kontrolforsøg. Senere har behandlingsformen vist sig effektiv til behandling af en række andre psykiske problemer f.eks. angstlidelser, spiseforstyrrelser, fødselsdepression og bipolar lidelse. Terapien er samtidig velegnet i forbindelse med interpersonelle konflikter, ensomhed, sorg og tilpasningsreaktioner ved større livsomvæltninger (f.eks. skilsmisse, sygdom og pension).
Fokus på de nære relationer
Psykologisk forskning peger på, at nære menneskelige relationer har afgørende betydning for vores psykiske sundhed og trivsel. Psykiske problemer opstår ofte i situationer, hvor mennesker oplever at stå alene med svære oplevelser og belastninger i livet. Samtidig er psykiske problemer ofte et resultat af relationelle tab, afsavn eller konflikter. Oplevelser af ensomhed, at miste en kær, konflikter med familie eller kollegaer og andre relationelle problemer udgør en psykisk belastning, der kan medføre depression, stress eller angst. Interpersonel terapi har fokus på at opbygge meningsfulde relationer og komme videre fra relationer, der har medført smerte.
Hvordan er forløbet ved IPT?
Terapien starter med en afdækning af de problemer, du oplever i forhold til dine relationer til andre mennesker. Fokus er på de centrale vanskeligheder, du aktuelt står overfor i dit liv, og forløbet tilrettelægges efter dine mål.
Overordnet arbejder vi på at opbygge og styrke meningsfulde relationer i dit liv, der tilfredsstiller dine behov for tilhør og intimitet. Som udgangspunkt udvælger vi et eller to aktuelle problemområder i dit liv at fokusere på. Det kan f.eks. være konflikter med familie eller kollegaer, ensomhed, sorg eller en livskrise. Sammen finder vi strategier, du kan benytte og indøve f.eks. i forhold til at interagere positivt med din partner, familiemedlemmer eller kollegaer. Et mål kan også være at udfordre dig selv til at deltage i sociale aktiviteter, som du tidligere har oplevet belastende eller på anden vis opøve dine evner til at skabe og fastholde mere givende relationer til andre mennesker.
De redskaber og teknikker, vi vælger, vil afhænge af dit valgte fokus og mål, men gennemgående arbejder vi konkret på at reducere de vanskeligheder, du oplever ved at forbedre din evne til at håndtere de valgte problemområder og styrke dine relationer.
Mod slutningen af terapien arbejder vi på strategier, der kan forebygge tilbagefald f.eks. ved at identificere mulige interpersonelle konflikter i fremtiden. Herigennem får du redskaber til at fastholde de nye handlemuligheder, du har opbygget.

